-en bjergbestigning der kun bliver værre… (Tekst og foto Mikael Svensson)
Natten vil ingen ende tage – det er umuligt at sove. Sammen med tre venner ligger jeg i et lille telt på Kedar Dome i nesten 6000 meters høyde og venter på morgengryet over Himalaya. Det har taget flere uger at komme så langt, men nu er vi blot få timer fra den 6831 meter høje top. Det hjæper ikke att tællle får, så istedet ligger jeg og filosoferer lidt over tilværelsens dybere mening.
I løbet af natten er det blæst kraftigt op, og jeg spekulerer på, hvorvidt vi har fået spændt teltet godt nok op. De foregående dage har det vaeret perfekt vejt med sol og klar himmel – så vi hpåer på, at det vil holde sig et par dage til. Endelig ringer vækeruret, og det er tid at komme up. Inden længe er vi kun to personer tilbage i teltet, og jeg overvejer et kort øjeblik, hvorvidt det kan svare sig at tage en fotosession i ly for elementerne. Da jeg endelig kommer ud under åben himmel, er teltet, der nu er halvt slået ned, lige ved at slippe sit fæste i den tiltagende vind. Til alt held får vi hurtigt fat i teltdugen samt det løse tøj, og det lykkes at få kontroll over situationen uden at miste andet end et liggeunderlag og et bivuakovertraek. At vejret er ved at slå om, behøver man ikke at være metereolog fot at kunne se. Enkelte skyer er allerede på vej ind. Forholdene er ikke helt optimale, men hovedpinen har sluppet sit tag, og adrenalinen pumper i kroppen. Det er nu det gælder!
Mot toppen
Et stykke tid efter vi har forladt lejr 2, holder Martin og Johnny pause. Magnus og jeg fortsætter lidt endnu, men efter et par timer begynder også han at føle sig ledt sløj. Jeg er rimelig tilpas og beslutter mig for at fortsætte mod målet – denne gang skal jeg op. For otte måneder siden var jeg og to andre kammerater på en lignende tur till det 6962 meter høje Aconcagua i Argentina. Ved den sidste lejr fik en af vennerne højdesyge, så vi bestemte os alle for at gå ned igen. Den gang sagde min fornuft mig, at jeg ikke skulle fortsaette selv, men nu er situationen anderledes – jeg vil ikke give op i første førsøg. Efter et par hindrede meter mister jeg gradvist følelsen i et par af fingrene of prøver at varme dem i armhulen. Heldigvis begynder de efter nogle minutter at få farven tilbage, og jeg kan ånde lettet op. Tankene raser igennem mit hoved, men jeg har fortsat kontrol over situationen.
[image img=’https://www.mikaelsvensson.com/photo/wp-content/uploads/2013/05/adventureworld_46_2_2002.jpg’ align=’none’ border=’true’]
Langsomt nærmer jeg mig toppen, som jeg har stirret på den sidste time. Lungene skriger efter luft, hjertet banker vildt, og jeg har en følelse af, at kroppen er i hurtigt forfald. Nu må jeg da være framme? Jeg kigger forsigtigt over toppen, men fortvivlet kan jeg konstatera, at der er endu en top ovenfør. Jeg laegger mig op jorden for at samle nye krafter, men indser at jeg er helt alene, hvis noget skulle gå galt. Den hårde tur fremad fortsættes, og klokken lidt over otte går min drøm i opfyldelse – jeg er nået toppen af Kedar Dome. Kameraet skranter, fingrene bliver hurtigt kolde og efter nogle få forsøg på at førevige situationen, begynder jeg turen ned imod den øverste lejr. Fire timer senare har jeg fået kæmpet mig ned till lejr 1 – træt men lykkelig. Umiddelbart efter mørkrets frembrud kan jeg se pandelamperne fra mine kammerater og føler en behaglig ro i kroppen. Jeg klarede det! Men eventyret er ikke slut – faktiskt er det kun lige akkurat begyndt…
En mindeværdig fødselsdag
Da jeg slår øjene op og kigger ud af teltåbningen, er jorden dækket af 20-30 centimeter nysne – ikke just den bedste fødselsdagsgave. Sneen fortsætter med at falde, sigten er ikke den bedste, og vi befinder os statig ret højt oppe. Det bedste vil helt klart være at komme ned till basecampen så hurtigt som muligt. Rygsækkene er tunge, og min krop er langt fra rehabiliteret oven på de gårdsdagens strabadser. Den første hindring er gletcheren Kirti Bimak, der selv under gode vejrforhold kan vaere vanskelig. Efter nogle timer når vi kanten af gletcheren og indser, at det ikke er muligt at nå frem til basecamp med de tunge rygsaekke. Resultatet bliver, at vi markerer stedet, lader de tungeste og mindst nødvendige ting ligge under en stor klippeblok og fortsaetter vores færd.
De lette rygsaekke giver fornyede kræfter men klokken er ved at være mange. Vi mangler at fotvere endnu en gletscher, og der er kun fire timers dagslys tilbage. Vel over de forræderiske sprækker passeres en smal sti, der slynger sig langs den stejle bjergvæg. Det gælder om at holde tungen lige i munden. Hjertet dunker af spænding, og med stor forsigtighed lykkes det at komme ned på den store slette, hvor basecampen ligger. Mørket har for længst holdt sig indtog, og det sidste stykke må vi naermest slæbe os vej. Nødfløjten er fremme, og jeg blæser i håb om at folkene i lejren opfanger signalet og reagerer med at taende lys, så vi lettere kan finde vej.
Lykkeligvis ser vi snart et befriende lys i mørket og er taknemmelige for at have et godt pejlemaerke at gå efter. Fremme ved lejren viser det sig, at det er kokken som i ly af sin paraply sendte de forløsende lyssignaler. Vi får et kram, og han peger mod vores telte, der er begravet i så meget sne, at vi må sove i madteltet. Gennemblødt og godt nedkølet, bliver jeg båret over til køkkenteltet, hvor varmen fra petroleumsovnen giver en betryggende følelse ag at vaere i sikre haender. Kokken Bam Bahadur er ikke bara en dygtig kok – han har også stor expeditionserfaring og ved, hvordan man skal behandle forfrysninger. Efter mange kopper med varme drikke og behandling fra koken, bliver jeg lagt ned i soveposen. Dette er en fødselsdag som jeg sent vil glemme. Inden søvnen overmander mig, bestemmer jeg mig for, at naeste fødselsdag skal værer en anelse mere afslappet.
Evakuering fra hovedlejren
Næste morgen opdager jeg de første håndgribelige tegn på forfrysninger – ansigtet er opsvulmet, og der er vaeskeansamlinger på fingrene. Jeg føler mig lamgt fra usårlig, og uroen er begyndt at vokse. Sneen fortsaetter med at falde i løbet af natten, og hen på morgonen er der faldet nesten en meter sne. Vi er langt fra civilisationen og har intet kommunikationsudstyr. Ved frokosttid mener vores lejrchef, at det er bedst, hvis vi forsøger at komme ned till landsbyen Gangotri. Først klokken tre er udstyret pakket, så vi kan kan begynde vores tur ned mot civilisationen. Det er ikke let at træde spor i den dybe sne, men man holder sig i det mindste varm. Vi skiftes til at bryde sporet, og det er den rene ferie, mår man efter at have gjort sin pligt kan slappe af og gå bagerst. Da vi passerer over gletcheren Gangotri, gælder det om at være forsigtig, for mange af sprakkerne er dækkede af nysne. Vi når akkurat at komme over gletcheren før mørkrets frembrud. Køkkenassistenten går forrest og gør et ypperligt job med at finde vej i mørket. Målet er at nå frem til en naerliggende gård, hvor vi kan komme i ly till bygningerne, hvor en gruppe russiske vandrere ligeledes har søgt lae.
Nærkontakt med laviner
Vores tøj er stadig fugtigt, da vi hen på morgonen tager af sted på næste etape. Efter gårsdagens mørkevandring, er det rart at kunne gå i dagslys. Russerne bliver i håbet om, at vejret vil stabilisere sig. Vores forhåbninger om at nå ned til landsbyen Gangotri svinder, da vi inser, hvor utrolig lang tid og mange kraefter det kraever at forcere sneen. Pludselig brager en lavine ned over bjergsiden. Vi løber panisk for at komme i lae og når lige akkurat at kaste os om bag en klippeblok. De store sten ryster, mine øjne er stramt lukkede, og et øjeblik har jeg følelsen af aldrig at komme til at åbne dem igen. Til alt held løber lavinen på hver sin side af stenen. Hele dagen har vi lignende oplevelser, og til sidst er vi helt apatiske af traethed og spaending. At nå frem till Gangotri er fuldstændigt umuligt. Vi er totalt gennemblødte, og nu gælder et bare om at holde dampen oppe, indtil vi kommer frem. Det hele føles som i en dålig B-film, der aldrig slutter. På et tidspunkt, griber vores skytsengel, der efter hånden har vaeret på overarbejde laenge, ind i historien. Ni kilometer fra Gangotri finder vi en lille hytte, hvor der stadig er folk, som ikke er flygtet fra uvejret. Her kan vi endelig få varme, mad og tag over hovedet.
Endelig overstået?
Næste morgen kan vi endelig se blå himmel. Nu mangler blot ni kilometer, og ifølge de lokale er der kun en enkelt farlig passage igen. Ejerne af hytten holder os med selskab ned til Gangotri. Jo naermere vi kommer desto mindre bliver snedækket. Desvaerre er den farlige passage stadig en realitet. Tidligere laviner har revet så meget af stien væk, at blot et enkelt fejltrin vil indebaere et dybt fald ned i floden langt under os. Risikoen for flere laviner er overhængende. På et tidspunkt bliver Johnny taget af et lille sneskred, men Klas er lynhurtig og får fat i hans rygsæk. Også denne gang ender det altså godt, og vi spekulerer på, om vores held aldrig stopper. På vej ned bliver en af de lokale fra hytten ramt af en rullesten, men slipper heldigvis uden alvorlige skader. Omsider når vi ned til Gangotri. Desværre er vejen væk fra byen styrtet sammen flere steder, så foran os ligger endnu to tages vandring, før vi kommer frem til en befaerdet vej, der kan føres os ud af området. Samme dag bliver de russiske vandrere evakueret med helikopter, og vi hører at uvejret har krævet atten dødsofre og 45 tilskadekomne. Vi føler os priviligerede over att være sluppet helskindede. Nogle dag senere lander jeg i Sverige – syv kilo lettere og med mange minder for livet.
Reportage publicerat i tidskriften Adventure World, nr 46 – 2002.
